Uddrag 2
I foyeren sidder Asta og venter på mig. Jeg bliver glad for at se hende. Vi aftalte i går, at hun skulle komme herop først på formiddagen.
- Hvordan går det? spørger hun.
Vi giver hinanden et kram.
- Det går godt, der sker bare så frygtelig meget. Og det er for det meste også godt, men ind imellem mister jeg tråden.
- Hvad for en tråd?
- Ja, til at se klart gennem alle de forskellige følelser, som jeg bliver fyldt af, siger jeg og går hen til vinduet og kigger ud over Manhattan.
- På den ene side er det super fedt at opleve så stor opmærksomhed fra alles sider og ikke mindst pressens, siger jeg og vender mig mod hende igen.
- Det har jeg jo for helvede higet efter i årevis.
- Ja, mon ikke, så hvad er problemet?
- Mon ikke? Så meget har det vel heller ikke været, og hvad med dig selv?
- Nå, du er rigtig på mærkerne, siger Asta. - Nu var det lige dig vi talte om, ikke?
- Det er pisse svært at forklare, jeg er fyldt af så modsatrettede følelser.
- Og hvad så, det er man vel altid?
- Det ved jeg sgu ikke om man er, jeg har aldrig været i sådan en situation før.
Bente kommer hen mod os. Jeg smiler til hende.
- Kunne I tænke jer en kop kaffe? spørger hun.
- Meget gerne, svarer vi begge to. Hun går igen.
- Uanset, hvor nemt du synes det ville være at takle, så er det altså meget svært for mig. Jeg har kvalmende dårlig samvittighed over at føle mig godt tilpas under de her omstændigheder.
- Jeg kan ikke se det store problem i det.
- Forstår du ikke, at jeg føler mig luset ved at nyde at være i centrum, når det er på Fies bekostning?
Bente kommer gående med kaffen.
- Hvabehar.... eller det var måske ikke til mig? spørger Bente.
- Nej, det er bare Asta der er ved at belære mig lidt! siger jeg og tager imod kaffen. - Tak, skal du have, Bente.
Jeg tager en tår og stiller koppen på et lille sofabord. Jeg står for enden af sofaen med korslagte arme.
- Lotte, der er en del agenter, som ringer hertil for at komme i kontakt med dig, siger Bente. - De er interesseret i din historie. Er det nogen, du vil snakke med, eller skal jeg bede om deres nummer?
- Nej, tak.
- Okay, så ved jeg det.
Hun vender om og går.
- Det er simpelthen dine berømte 15 minutter, siger Asta. Hun rejser sig op fra sofaen og går hen og stiller sig ved siden af mig. Tager armen rundt om min skulder.
- Gør dog noget ved det nu, når alle døre står åbne.
Jeg vrider mig fri fra hende og siger:
- Hvad mener du med, at alle døre står åbne? Tænker du på dem, der ringer?
- Ja, selvfølgelig. Tag imod tilbuddene.
- Hvad tænker du på, Asta? Det kan jeg sgu da ikke! siger jeg og vender mig væk fra hende. - Det er for helvede ikke nogen historie det her.
- Selvfølgelig er det en historie. Tror du måske det er dig de er interesseret i? Ikke en skid! Det må du sgu da vide, at livet er skruet sådan sammen! Udnyt det dog!
Jeg siger ikke noget, kigger ud af vinduet. Jeg forstår godt, hvad hun mener, men synes simpelthen ikke, at jeg kan tillade mig at tænke sådan. Hun siger noget, men jeg hører ikke efter. Jeg vender mig og går.

Uddrag 1
Uddrag 3