Uddrag 3
Mine tanker glider hen på den følelse, som har domineret mig mest under hele denne sag. Fra jeg blev anholdt, og min datter blev taget fra mig, til tiden hjemme i lejligheden og beslutningen om at sagsøge New York City, til at jeg nu sidder her.
Paradoksalt nok, fornemmelsen af skyld.
I håbet om at komme den altædende følelse til livs valgte jeg at lægge sag an mod New York City.
Jeg følte skyld over, at jeg havde stillet barnevognen med Fie sovende ude foran restauranten.
Jeg følte skyld over, at jeg havde siddet og drukket alkohol, mens min datter lå og sov.
Jeg følte skyld over, at jeg var blevet så rørt over Kaceys rosende ord om mig som mor.
Jeg følte skyld over, at jeg ikke havde lyttet til de advarsler, tjeneren gav mig, men lod min datter stå udenfor.
Jeg følte skyld over, at jeg havde fået en datter med en mand, der opførte sig så idiotisk over for politiet.
Jeg følte skyld over, at jeg ikke bare var gået, da betjenten bad mig om det.
Jeg følte skyld over, at jeg havde bragt Fie i en så frygtelig situation – at blive fjernet fra sin mor.
Jeg følte skyld over, at jeg følte, at det var Kaceys skyld, jeg blev anholdt.
Jeg følte skyld over for mig selv, fordi jeg følte skyld.
For et sted inden i mig syntes jeg, at det alt sammen var i orden, hvad jeg havde gjort. Jeg tog mig jo af min datter, passede på hende, kunne hele tiden se hende, fra hvor jeg sad, var ikke fuld.
Jeg blev hjemsøgt af en syndflod, kæmpede for ikke at drukne i følelsen af, at en klæbrig sirupsmasse oversvømmede mig. Var desperat, uanset hvor meget jeg forsøgte at tale med min psykolog om problemet, tog hen til hende i tide og utide, ringede på hendes dør, lagde mig til at sove på hendes trappesten, efter at hun havde bedt mig ringe til hende i telefontiden når hun var på universitetet, lige meget hjalp det.
Skylden åd mig op indefra, den klistrede masse spredte sig ind til de inderste celler og den eneste udvej, jeg så, var at blive set af andre. Blive trukket ud af massen ved at få samme opmærksomhed og medfølelse, som jeg fik, da det hele skete.
Og jeg følte skyld over, at jeg havde det sådan.
Skyld er en del af mit væsen, et udtryk for min usikkerhed, i bund og grund fordi jeg ikke kender mine egne grænser.

Uddrag 1
Uddrag 2